»Jeg er vred på dem i kommunen og på lægen, som ikke så, hvad der skete med ham, efter han kom hjem«

Mange af Amalie Kaehne Pedersens barndomsminder er farvet af hendes fars ptsd. Hun var så opmærksom på sin fars sygdom, at hun selv begyndte at kopiere ham: Hun fandt tryghed i gentagelser og i det velkendte og blev nervøs i store forsamlinger. På et tidspunkt udviklede hun tegn på sekundær ptsd og ocd.